04 november 2011

How to: Watermarble Nail Art - Super nemme, kreative negle

Hvis du gerne vil have super kreative negle, men ikke har tålmodighed til at bruge timer på at lege med pensler, perler og plader, så er watermarble nail art det helt rigtige at bruge kreativt krudt på.

Watermarble nail art er nemt, bulletproof og tager ikke så lang tid - hvis bare du gør det ordentligt første gang ;)

Jeg blev overbevist efter at jeg allerede i første forsøg fik disse fine negle ud af det. Og hovedet på sømmet var, da jeg dagen efter skulle interviewe en meget
konservativ, ældre herre, som pludselig stoppede op midt i sin egen sætning og sagde: "Hvordan har du dog lavet de der negle?" Og han hørte faktisk efter, da jeg forklarede det. True story!

Jeg har her lagt en lille billedguide til, hvordan du ganske simpelt får kreative negle, der får selv ældre mænd til at kigge misundeligt efter dem ;)


Tandstikker, et glas med vand, tape og neglelak:
Models Own - Peacock Green
Models Own - Jade Green
Models Own - Nude Beige
Det skal du bruge:
  • Neglelak efter eget valg
  • Et glas med vand
  • Tape
  • To tandstikker

Det er vigtigt, at vandet er stuetemperatur! Hvis det er for varmt eller for koldt, vil neglelakken nemlig klumpe sammen.

Jeg har brugt et engangsglas, fordi det er nemmere, når det hele skal ryddes op igen. Det sviner egentlig ikke glasset at lave det her, så du kan sagtens bruge et rigtigt glas - men jeg foretrækker at bruge et af plastic, som jeg ikke skal drikke af bagefter :)



Sådan gør du:


1) Tape
Sæt tape rundt om neglen. Du skal bruge tre stykker tape til hver negl.
Start med at sætte et stykke langs neglebåndet øverst på neglen. Tag derefter endnu et stykke på den ene side af neglen og det tredje på den anden side. Det er en god idé at stykkerne lapper over hinanden, da formålet er, at du ikke behøver at fjerne en masse overskyende lak fra fingeren bagefter, men bare kan trække det af. Af samme grund er det en god idé at lade et hjørne af et af sidestykkerne være synligt, da det gør det nemmere at trække det af.
Jeg plejer at lave en negl af gangen, da det er noget af en udfordring at lave resten af manicuren med tape på alle fingrene.

Det er en god idé at tape så meget hud over, som muligt. Det gør det nemmere, når du skal
rette lakken til bagefter. Jeg har dog erfaret, at det er bedst ikke at sætte tape helt op af neglen,
da der så kan komme steder, hvor watermarble-manicuren ikke fæstner sig.


2) Arrangér neglelakken
Skru alle hætterne af neglelakkerne, da det skal gå hurtigt, når du laver næste trin. Det er en god idé at vælge noget neglelak, som er forholdsvis nyindkøbt - dvs. ikke for tykt i konsistensen, da det ellers har svært ved at flyde ud, som det skal. Det kan også være lidt vanskeligt med nogle glitter-lakker, men prøv dig frem. Det virker med nogle - som fx med Models Own Peacock, som jeg brugte her.


3) Dyp
Sørg for at der er rigeligt med lak på børsten, og dyp så farverne i vandoverfladen hurtigt efter hinanden. Du behøver ikke ret mange ringe for at få det til at se fedt ud på neglen - og jo flere ringe, du laver, jo færre af de yderste kan faktisk indgå i mønstret, fordi de så tørrer ind. Altså: Lidt men godt.

Dyp de forskellige farver hurtigt efter hinanden.


4) Lav et mønster
Lav et mønster i ringene ved at køre en tandstik rundt - det kræver måske lidt øvelse at finde ud af, hvilket mønster der tager sig pænt ud på neglen. Mit første forsøg så slet ikke ud, som jeg havde regnet med, da det først kom på neglen. Men prøv dig frem. For mig virker det godt at trække streger.


Træk streger, lav cirkler - vær kreativ med en tandstik og lav fede mønstre

5) Dyp neglen i mønsteret
Dyp neglen i mønstret - pres fingeren så langt ned, at du er sikker på, at neglelakken kommer på neglen, men pres ikke fingeren så langt ned, at den bliver dækket af vand. Lad den ligge i et par sekunder, før du går til næste trin.





6) Pust og fjern det overflødige
For at få det omkringliggende/overskydende neglelak til at tørre, så det er nemmere at fjerne, kan du puste i et par sekunder, til du kan se, at det begynder at rynke lidt - ligesom skind på en kakao. Når skind-konsistensen er opnået, skal du med den anden tandstikker fjerne neglelakken rundt om neglen.
Hvis ikke, du gør det, klistrer det nemlig sammen om fingeren, når du trækker den op fra vandet, og det kommer enten til at ødelægge din manicure eller til at give et unødigt stort rengøringsarbejde.

Gør dig selv en tjeneste: Hav noget papir liggende parat, som du kan tørre tandstikkeren af i - så kan du bedre genbruge den/dem. Det klistrer nemlig ret meget, og det er nemmere at lave mønstre og fjerne det overflødige med en ren tandstikker.



En del af neglelakken ligger på tapen, og jeg elsker at hive det af og se,
hvor flot resultatet er "indenunder"


7) Fjern tapen
Nu er det tid til at fjerne tapen. Gør det forsigtigt, da du nemt kan komme til at ødelægge de tynde lag på neglen, hvis du trækker for hurtigt, eller hvis tapen lægger sig i det. Mit råd er derfor at få fat i en af enderne på stykkerne, der går langs neglen og trække fra spidsen og bagud.



8) Ret til
Så er der kun tilbage at rette laklaget til, så det kun sidder på neglen - her er Mavala Correcteur Pen et rigtig godt værktøj, men du kan også bruge en vatpind med lidt neglelakfjerner.




Og så fortsætter du ellers med samme procedure på næste negl - det lyder måske lidt bøvlet, men når du først har fundet rytmen, er det easy piecy!

Husk at slutte af med en top coat til sidst, så det holder bedre. For mig holder denne her manicure snildt en uge (hvilket er lang tid for mit vedkommende, da jeg hurtigt bliver træt af det eller begynder at pille, så snart der kommer en ridse i lakken)


Water Marble Nair Art giver et spændende og unikt
resultat hver gang! Det, og så det, at det er så nemt at lave, er en af grundene
til, at jeg er så vild med den her metode :D 



Hvad siger du til watermarble nail art? Hvis du har prøvet, vil vi blive rigtig glade for nogle billeder af resultaterne på vores facebook-side :)

 


10 kommentarer:

  1. Jeg prøvede dette forleden dag, og det fungerede delvist - men efter at jeg tog min negle op af vandet sad der et mærke af en dråbe... Jeg kan ikke rigtig finde ud af hvorfor der var det mærke, for jeg havde ikke min finger i vandet længe? Hmm.. jeg undre mig stadig!

    SvarSlet
  2. Et mærke af en dråbe? Jeg er ikke helt sikker på, hvad du mener... Kan du forklare det lidt nærmere? Så skal jeg prøve at komme med et bud på, hvordan og hvorfor :)

    SvarSlet
  3. Det jo lidt svært at forklare, men da jeg tog neglen op af vandet så var der fysisk en dråbe på neglen og jeg prøvede ihærdigt at ryste den af, men den sad "fast" eller rettere sagt der kom et mærke på min negl hvor dråben havde siddet. Giver det mere mening? ;)

    Jeg tænker om det måske var vandet som ikke havde den rette temperatur eller om neglelakken ikke var helt så god i vandet!

    SvarSlet
  4. Jeg kunne ikke få det til at fungerer.. Selvom jeg så ihærdigt prøvede. :-/

    SvarSlet
  5. Saina: Jeg kan ikke rigtig se, hvad du mener. Ikke at du ikke forklarer det godt nok, jeg kan bare ikke helt forstå, hvad der er sket i dit tilfælde :) Så kan desværre ikke rigtig sige andet end: Prøv igen efter de anvisninger, jeg har givet her :)
    Muligvis kan det være, fordi vandet er for koldt eller for varmt. Det kan også være fordi, du har holdt fingeren i vandt for længe eller for kort tid. Det kan måske også være en lille luftboble, der er kommet ind, da du lagde neglen i?
    Jeg ved det ikke lige, så prøv igen - det er mit bedste bud.

    SvarSlet
  6. Laura: Hvor var det mere præcist, det gik galt for dig?

    SvarSlet
  7. Jeg fik ikke helt fat i hvordan man skal sætte tapen. Kan man ikke bare sætte et langt stykke der dækker det hele ?

    SvarSlet
    Svar
    1. Hejsa,

      Jo, det kan du sagtens, bare det sidder helt tæt til huden, ellers går idéen lidt af, og så får du ikke de skarpe hjørner.

      Men jo, sagtens! Jeg har bare oplevet, at tre stykker var nemmest at arbejde med :) Men prøv dig frem, måske virker det andet bedre for dig :)

      Hilsen Charlotte

      Slet
  8. Jeg vil bare spørge man skal ikke sætte tapen på neglen vel?

    SvarSlet
    Svar
    1. Hejsa,

      Nej, det skal man ikke :) Kun på huden omkring neglene - altså der, hvor du ikke vil have farve.

      Hilsen Charlotte

      Slet

Skriv en kommentar :)

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...